Som forberedelse til dagens undervisning, har vi set fire videoer om forskellige tilgange til emnet differentiering i skolen, og læst en tekst af Per Gregersen.
Differentiering har været der helt tilbage til 80’erne og 90’erne som et pædagogisk begreb. Alle gør det, alle siger at det er svært. Men der findes ikke god litteratur om differentiering.
Som udgangspunkt er differentiering et princip, hvor vi som undervisere fastlægger rammerne. Men så står vi tilbage med det store spørgsmål, nemlig;
”Hvordan er det egentligt at vi vil differentiere?”
Fælles for de fire videoer om differentiering er, at jeg kan nikke genkendende til flere eller mange af elementerne deri. Jeg har ofte gjort brug af samme type af undervisningsdifferentiering, på en eller flere måder, eller kombinationer deraf. Det der er nyt for mig, er at jeg pludselig får sat ord på de internaliserede begreber og modeller jeg i nogen grad har ageret ud fra i undervisningssammenhæng. Og så får jeg selvfølgelig sat det hele i perspektiv, da jeg sjældent har fulgt modellerne hele vejen til enden, men ofte kun har bevæget mig delvist ned af stien.
Rød-gul-grøn modellen af Karin Svejgaard (omtalt tidligere) minder meget om den "en-to-tre-stjerne"-model jeg bruger i matematik og fysik. En af formerne jeg organiserer arbejdet efter, er at inddele eleverne i grupper baseret på deres nuværende niveau, og så arbejder eleverne med opgaver af sværhedsgrader på enten en, to eller tre stjerner. Det er et simpelt system, som differentierer ved at flytte eleverne tættere på zonen for nærmeste udvikling (Lev Vygotskij)
Et andet eksempel kunne være, når eleverne arbejder via dybde/trappemodellen, hvor der er mulighed for tempodifferentiering, og eleverne kan være medbestemmende i nogen grad, i forhold til hvilke typer af opgaver de vælger (se "en-to-tre-stjerne"-modellen ovenfor).
Et sidste eksempel kunne være, når undervisningen er organiseret i grupper af elever på forskellige niveauer, og de svage elever får mulighed for at lære ved at efterligne, noget der minder meget om for eksempel mesterlære, eller modellæring.
Jeg kan efterfølgende genkende mange elementer fra de modeller vi har arbejdet med, i mit eget hverv som underviser, og synes det er fedt at få udvidet horisonten, så jeg kan arbejde endnu mere målrettet, og koble mere viden på de brugte modeller.
På baggrund af dagens undervisning, vil jeg konkludere at det kræver uddannelse i sig selv, at udføre god differentiering i et klasserum, med en uhomogen gruppe. Det kræver ressourcer og egenskaber at kunne differentiere på en sådan måde, at det kommer til at gøre gavn i fællesskabet. Det kan gøres på mange måder, blandt andet gennem de tre eksempler jeg har omtalt ovenfor.
Kort sagt, så kræver det at jeg som underviser er i stand til at skabe motivation for eleverne for en differentieret læringsform. Jeg skal være i stand til at give eleverne successoplevelser på det niveau de befinder sig på, for at blive ved med at flytte dem mod deres næste zone for nærmeste udvikling.
- Tid til evaluering
- Etik
- Klasseledelse
- Strukturere arbejdsprocesser
- Organisere samarbejde
- Organisere og strukturere arbejdsopgaver
- Præsentere faglige begreber og tilgange for elever
- Stille relevante redskaber til rådighed
- Evaluere
- Følge op på.
Fordelen ved denne model, er at den tager hensyn til at elevernes individuelle tempo. Nogle elever skal nemlig have mere tid til at løse en given opgave, hvilket leder til begrebet tempodifferentiering
Det åbner også op for mulighed for at lade elever hjælpe hinanden, både elever på samme niveau, men også elever på forskellige niveauer. Det er rigtig god læring, at skulle undervise hinanden.
Satellitmodellen
Satellitmodellen er udgangspunktet for flipped learning og kan tage udgangspunkt i en prøve for at afklare, hvad eleverne ved i forvejen. I satellitmodellen definerer jeg som underviser kernestoffet, og alt afhængig af elevernes niveau, kan de arbejde videre med stoffet på forskellige niveauer. Ringen udenom angiver at der er flere tilgange til emnet, hvor fordybelsen stiger med sværhedsgraden
Fx med kernestoffet som den ordinære undervisning, og med de teknologiske ressourcer som de ydre led i ringene, som eleverne kan arbejde videre, på baggreb af deres niveau. Satellitmodellen gælder for grundfag, og er derfor en ideel model for mig at arbejde videre med.
Hvordan kan vi differentiere når vi arbejder med Flipped Learning?
Når man laver differentieringsopgaver, så skal man gå tilbage og se hvad det er for nogle ord der beskriver opgaven, så eleverne forstår hvad det er de skal arbejde med, uanset deres faglige niveau. Derfor er Satellitmodellen en fremragende model at tage udgangspunkt i, da man kan arbejde med kernestof, og derefter tildele differentieringsopgaver, som får eleverne til at bevæge sig fra midten, og ud i ringene, for at opnå en større forståelse for det faglige indhold.
Differentiering kræver dog at grundlaget er i orden. Eleven skal selv være indforstået med hvorfor han/hun bliver indplaceret på et trin, ellers er vilkårene for at opnå succes minimale. Det handler om at jeg som underviser skal have mere fokus på det eleverne kan, end det de ikke kan. Jeg giver eleverne en succes ved at tage udgangspunkt i det de kan, og flytte dem til nærmeste udviklingszone (flytte i taksonomierne).
I dagens undervisning, blev der blandt andet fortalt, dog uden en kilde, at 20% af eleverne i den danske folkeskole ikke følger undervisningen, enten fordi de ikke kan finde ud af det, eller fordi de er for dygtige og ikke bliver udfordret nok. Det er skræmmende, men understreger også vigtigheden i at udfordre eleverne på deres niveau, for eksempel gennem Satellitmodellen.
Jeg slutter dagens blog af med noget der ræsonnerer dybt i mig, som Lene Mark sagde i forbindelse med undervisningen. Jeg fik ikke noteret det ordret, så det kommer fra bag højre øre, så godt som jeg kan huske og formulere det.
"Man skal ikke hæmmes ved at gå i takt – undervisningsdifferentiering er ikke en straf, men noget af det ypperste vi kan efterstræbe som undervisere"
